Det kan min selvtillid godt lide

Jeg er pædagog. Jeg identificerer mig meget med at være pædagog. I vuggestue. Arbejde med de små børn. Jeg er god til det, synes jeg selv. Jeg synes det giver mening for mig, jeg synes mit arbejde er vigtigt og jeg kan lide kerneopgaven (men ikke altid vilkårerne og den måde politkere ser på det at være barn og det at lære og hvordan tiden skal prioriteres, men det er en anden snak..). Jeg har siden jeg startede med at arbejde som pædagog i 2006 ikke kunne forestille mig at arbejde med andet. Jeg har heller ikke kunne forestille mig at jeg kunne finde ud af at arbejde med andet.

Altså, jeg er ikke kreativ, ikke så systematisk, ikke god til at lede, ikke god til tal (for at sige det mildt), ikke god til at arrangere, ikke god til mange mennesker på én gang, ikke god til…. blablabla…

Så da Anna Bogdanova – som de fleste ved, jeg synes er meget dygtig – spurgte mig, om jeg kunne tænke mig på sigt at blive hjælpetræner, så gik der faktisk lidt tid, før jeg gik op for, hvad der skete. Andre skulle ligesom fortælle mig det. At jeg ikke havde søgt om nogen stilling. At jeg ikke havde gjort noget for det. At hun havde spurgt MIG. Af alle potentielle hjælpetræningskandidater.

Så når jeg stresser over at jeg nok ikke kan finde ud af det eller om jeg nu kommer til at skuffe hende eller om jeg kludrer i det eller om hun fortryder at hun valgte mig eller alt muligt andet, som min hjerne godt kan lide at køre rundt i til tider, så prøver jeg – og mine venner – at huske mig på, at jeg jo blev spurgt, fordi jeg kan noget. Fordi hun synes jeg kan noget. Og det skal jeg holde fast i og tro på.

Jeg ved det også godt. Min teknik er god i de fleste øvelser. Jeg har sej træningsdisciplin. Jeg lytter til min krop og kan op- og nedskalere efter behov.

Og jeg kunne godt tænke mig at arbejde med mere træning (og måske mindre vuggestue), har jeg opdaget. Hvordan og hvorfor må tiden vise. Men jeg kan mærke at lysten er der. Jeg nørder i forvejen meget træning/sundhed. Og livet er kort. Gode oplagte chancer skal man gribe for man ved helt seriøst ikke, hvor man er henne om 10 år. Eller om 5 år. Eller om et halvt år for den sags skyld.