Min sundhed – nydelse, trivsel, velvære

Hvis jeg ikke trives, så har jeg det ikke godt. Så er jeg ikke sund efter min mening.

Hvis jeg ikke nyder mit liv, så har jeg det ikke godt. Så er jeg ikke sund.

Hvis jeg … I forstår pointen 🙂

Trivsel, velvære og nydelse er såå individuelt, men så længe man ved, hvad der gør det for én selv, så kan man prøve at prioritere det.

Hvordan nyder jeg så mit liv?

Jeg er nok sådan én, der på én gang er mægtig nem at gøre tilfreds og meget svær at gøre tilfreds – i hvert fald på bestemte områder.

  • jeg STORtrives, når temperaturen er 20-25 grader, sol, blå himmel. Men hvis det er bare lidt over 25 grader, så er det alt for varmt. Hvis det er under de 10 grader, så synes jeg det er ved at være vel koldt. Især hvis det også blæser. Frost? Glem det. Jeg går i stå, hvis jeg har det for varmt og jeg går i stå, hvis jeg har det for koldt.
  • jeg NYDER virkelig mad, jeg kan lide. Det behøver ikke være “fancy” mad. Det er faktisk ofte spildt på mig, da jeg sjældent kan lide så meget af det.. haha. Men rigtig god asiatisk mad eller en god fisk eller lækker brunch og så er jeg den gladeste lille gris på jorden. Får jeg derimod mad jeg ikke kan lide, f.eks. selleri, så er al nydelse væk. Det ødelægger bare hele måltidet for mig. Jeg er stadig ret kræsen, så der skal ikke så meget til. For kraftig mad (altså, når smagen er kraftig) er heller ikke altid godt. For stærk mad er heller ikke godt. Så spiser jeg det. Men jeg nyder det ikke. Og jeg elsker altså at nyde min mad. Især på en café eller en restaurant.
  • En lækker kage. Æblekage, blåbærmuffin, mandelkage, citronkage (en god én), chokoladekage, macarons, kanelsnurre etc. Det gør mig bare glad. Mens flødeskumskager ikke siger mig noget.
  • at have en hel dag hvor jeg ingenting skal og bare kan nulre rundt er vigtig for min trivsel. Nulre rundt betyder hos mig som regel: Læse og kommentere blogs/Instagram, blogge, rydde op og gøre rent, læse, læse sundhedsrelaterede artikler, tage mig god tid til det hele. Det er her, jeg for alvor lader op og får fornyet batterierne. Uden disse dage, går jeg hurtigt kold og min hjerne bliver rodet og jeg føler mig småstresset.
  • Jeg trives bedst, hvis jeg har sovet 8, men helst 9 timer. Er jeg på 6-7 timer, går det måske lige, men jeg kan mærke at jeg glemmer mere, har svært ved at træffe beslutninger (og det behøver ikke være verdensbeslutninger. Det kan være, hvad jeg skal spise til aftensmad), min hjerne er “tåget”, jeg er mere skrøbelig på alle måder og energien er dalende.
  • Massage, body-sds, healing (ok, det har kun prøvet én gang, men det var ret godt) og andre behandlinger. Jeg har siden 2006 gået mere eller mindre regelmæssigt til massage hos en afspændingspædagog. I lang tid var det hver uge. Så var det hver 2. uge. Så gik der lidt for lang tid imellem. Nu tager jeg 1 time hver måned. Og den time er bare som at være i himlen. Jeg når at spænde helt af og min krop har det så godt bagefter. Den føles helt let. Massagen gør ikke ondt, så det er ren velvære og selvforkælelse. Jeg elsker det.
  • Jeg elsker og nyder min træning. Jeg glæder mig til at træne. Når jeg deloader mellem træningsprogrammer eller omkring menstruation, så savner jeg at træne. Det er fedt! Det er overskueligt tidsmæssigt, det er skånsomt, men effektivt, jeg ser fremskridt (kropsligt og i selve træningen), jeg træner efter dagsformen og jeg har ikke længeproblemer længere. Og så spiser jeg altid mere den dag, jeg har trænet, da jeg spiser ret meget efter træningen. Det er meget godt for en som mig, som godt må tage lidt på.
  • Det næste kan godt lyde lidt mærkeligt, men jeg nyder altså Facebook og Instagram. Jeg skal naturligvis være opmærksom på, hvor meget tid det tager af mit liv, men for én som mig, som er bedst skriftligt, som altid har “fundet” vennerne via breve/forum (foraer? hedder det det i flertal?), som måske ses mindre med min venner end andre gør, men altid holder kontakten skriftligt etc., så er FB og IG altså en gave fra himlen. Det er perfekt for mig. Jeg finder folk, med lignende interesser og kan i ro og mag øge kontakten i det tempo, som jeg er tryg ved. Jeg kan netværke skriftligt. Jeg kan meget nemt holde mig up-to-date med folk. Jeg erfaringsudveksler, får udvidet min horisont, bliver inspireret. Mine ældste venner er f.eks. gamle pennevenner. Min ægtemand mødte jeg gennem et metalforum (altså, vi mødte hinanden til koncerter og fester, men det var som følge af begge at være brugere af det samme forum). Jeg BRUGER FB og IG aktivt til at lære flere mennesker at kende og holde kontakten. Men jeg får samtidig set de folk, der vigtige for mig. Det ene udelukker ikke det andet 🙂
  • Før i tiden gik jeg til mange koncerter og musik fyldte nærmest alt i mit liv. Nu er det mere eller mindre erstattet af andre interesser, men jeg får stadig et kick ud af en sej koncert med et band, jeg kender rigtigt godt. Musik kan desuden gøre noget helt særligt for mig, som bøger eller film/tv-serier ikke kan. Når det så er sagt, så elsker jeg stadig at se film eller stene serier, og når jeg husker det og er frisk, så læser jeg også gerne (men det bliver mest i weekender eller i ferier).
  • Den årlige juleferie på en kanarisk ø og storbyferier/rejser efter behov. Juleferien byder på tiltrængt sol og sommer og LYS, afslapning, gåture, drinks, god mad og bøger. Storbyferier/rejser giver inspiration, god mad, udvidet horisont/nyt perspektiv, stemningsskift og nye oplevelser .

Healing # 1 hos Yvonn

Da jeg fik tilbuddet om at prøve healing hos Yvonn Luxholm, slog jeg til med det samme.
Jeg er altid frisk på en behandling af en eller anden art og Yvonn har fået gode anmeldelser. Derudover kender jeg hende fra min tid i Crossfit Copenhagen, hvor hun var en af de seje kvindelige trænere.
For 6-7 år siden ville jeg ikke have sagt ja. Healing ville have været for.. hokus pokus og slet ikke noget, jeg kunne forholde mig til. I dag lagde jeg mig på briksen med en vis skepsis, jojo, men dog med en åbenhed over for, hvad der kunne ske. Eller ikke ske.
I starten skete der ikke så meget udover jeg lige skulle vænne mig til at ligge på ryggen (som altid er mere blottende for mig end at ligge trygt på maven) og lade en ny behandler røre mig ved og tæt ved ansigtet. Men da begyndte det stille at prikke/snurre i mine hænder og fingre. Ikke noget voldsomt, men det var der.
Yvonn bevægede sig ned til min mave og endte ved mine fødder. Det var blide, knap mærkbare berøringer og der var ikke noget, der gjorde ondt overhovedet på noget tidspunkt. Når kroppen finder ud af det, begynder den rigtigt at slappe af.

Mens jeg lå der og observerede mine hænder og fingre, var det pludselig som om der blev helt lyst i lokalet. Jeg tænkte at solen nok kom frem og skinnede direkte på mig eller noget. Men samtidig var det som om min krop blev både helt tung og helt let på samme tid. Det var virkeligt mærkeligt og svært at forklare. Lidt som om jeg lettede fra briksen uden jeg rigtigt gjorde det.

Det lyder måske lidt som.. haha.. hokus pokus, men det var sådan jeg oplevede det.
Under alle omstændigheder var det nok til at jeg blev tilpas nysgerrig og klart skal prøve at healing igen!
Efter sessionen snakkede vi om, hvad jeg havde oplevet og hvad hun havde oplevet. Hun sagde hun havde lidt svært ved at “få hul igennem” oppe ved hovedet, hvilket passer meget godt, da jeg – selvom jeg virkeligt prøvede at være nærværende og slappe af – blev ved med at vende tilbage til at planlægge efterårsferien.
Det er en god idé at drikke en masse vand bagefter og måske ikke have planlagt en masse i løbet af dagen, da det er forskelligt hvordan vi reagerer på healing (ligesom med body-sds).

Ønskeseddel over behandlinger

Jeg ved ikke med jer, men jeg elsker  “alternative” behandlinger. Havde jeg råd ville jeg ofte genprøve:

 
Body-sds hos Bodywise på Frederiksberg
Hvis min krop eller mit sind knirker (og jeg har brug for at koble de to ting sammen) og der godt må tages lidt fat
700 kr for 50 min
 
Abhyanga hos Gaya på Østerbro/Kbh Yoga
Hvis min krop og mit sind har brug for max afspænding og blid behandling i ayurvedisk ånd
750 kr for 90 min
 
– og det gerne flere gange om året.
 
 
Prøve for første gang:
 
Z-health hos Movement Dojo på Frederiksberg
Hvis kroppen knirker – eller jeg ikke gider have transportsyge mere
950 kr for 60-90 min
 
Kranio-sakral terapi evt. hos Niklas i København Ø
600 kr for 75 min 
 
Healing hos Essential Balance i København NV
650 kr for 60 min/800 kr for 75 min
 
 
Nogen af jer der har prøvet kranio-sakral terapi eller healing? Hvad synes I om det?