Når man har for meget om ørene..

.. for meget arbejde, for meget træning, sygdom, knas i parforholdet, sorg, knas med vennerne, for fyldt kalender, for højt ambitionsniveau, flytning etc.

Det er individuelt, hvad der stresser os. Men når vi mærker snerten af stress, så er det vigtigt at lytte. Især hvis man måske – som jeg selv – har tendens til at være for meget oppe i hovedet og for lidt nede i kroppen. F.eks. begyndte jeg pludselig at tude for et par uger siden. Det var min krop, der meget tydeligt fortalte mig at noget var galt og jeg skulle ændre noget. Nu.

Din krop udtrykker sig måske på en anden måde. Din lunte er måske blevet kortere. Du har måske svært ved at sove om natten. Det kan være du har hjertebanken.

Men du ved godt, at noget er galt. Inderst inde ved du det godt. Og selvom du måske mest har lyst til at ignorere tegnene og styrte videre, så vil jeg alligevel opfordre dig til:

  • Stop op.
  • Lyt.
  • Overvej hvilke stressbelastninger du helt kan fjerne og hvilke du kan minimere.

“If you listen to your body, when it whispers, you won’t have to hear it scream” 

Hos mig virker følgende hurtigt nærmest uanset set, hvad der er årsagen:

  • gå ned i tempo. Nogle gange bogstaveligt talt. Gå langsommere. Langsommere end du har lyst til. Bevæg dig langsommere.
  • sæt ord på. Snak med din partner, dine venner, dine kollegaer, din familie. Hvem du nu har tillid til. Bed om hjælp.
  • drop træning eller træn på halv kraft (lettere vægt, færre runder, længere pauser, lettere øvelser). Overvej om du har brug for endnu mere adrenalin i kroppen lige nu, hvor din krop er i begyndende stress-alarmberedskab.
  • giv dig selv lov til at aflyse/udskyde aftaler og plot mig-tid ind i kalenderen.
  • være off-line og lægge to-do lister væk. Ja, ok. Det er faktisk vildt svært for mig at være off-line, men jeg kan mærke, hvor godt det er for mit hovede og hvor meget min krop som følge deraf også slapper af.

Hos dig er det måske noget andet, der virker. Overvej hvad der hos dig kan dæmpe tankemylder og give ro til kroppen.

Og nej, det er ikke alt, man kan fjerne eller ændre. Måske SKAL du flytte samtidig med at du er max presset på jobbet. Men så kan det være, du ikke behøver have aftaler hver dag eller gå til crossfit 6 gange om ugen i lige den periode. Juster, hvor det kan lade sig gøre. Din krop og dit helbred på sigt vil takke dig for det. 🙂

Livet er for kort til stress.