Philips Wake Up Experiment

Sponsoreret indlæg  (tror jeg nok – men så er jeg på den sikre side)

Man kan blive vækket på utroligt mange måder, hvis man ser Philips Wake Up Experiment. Her følger man en forsøgsperson blive vækket på mange opfindsomme måder igennem 30 dage. På dag 17 bliver personen f.eks. vækket af police raid. Ikke særligt rart – og pointen er selvfølgelig, at det er meget mere behageligt at blive vækket af Philips Wake-up light.

Jeg har tidligere overvejet at investere i en sådan lampe, idet det seriøst lyder som en virkelig rar og smart måde at blive vækket på, fremfor den aggressive og voldsomme alarmklokke.

Når man bliver vækket af Philips Wake-up light, sætter man uret til f.eks. kl. 7. Kl. 6.30 begynder lampen langsomt at lyse op. I løbet af den halve time bliver lyset større og lysere så værelset til sidst er badet i dejligt lys. Dertil kan du vælge forskellige naturlige opvågningslyde. Lyset er med til at gøre dig vågen og mere morgenfrisk – men på en stille og rolig måde.
Der er 3 forskellige wake-up lights, hvor den biligste koster 999 kr og den dyreste koster  1699 kr.

Bonusinfo: Jacob Søndergaard – en af dem, der står bag konceptet Bodyschool – anbefaler lampen.

Er der nogen af jer, der har købt en Philips Wake-up light og hvad synes I om den?

Mindre slik til den dame

For at følge lidt op på min 14 dages sukkerfri periode, vil jeg resten af ugen og resten af december måned IKKE SPISE SLIK. Eneste undtagelse er mindst 70 % chokolade (der må godt være mint m.m. i!).

Så ingen lakridskonfekt, lakrids, bolcher, toblerone, karameller etc.

Kage, chips og som sagt 70 % chokolade er tilladt. Men kun fre-lør-søn.

Et lidt rodet sukkerprojekt, men jeg tror godt, det kan lade sig gøre.

Den plejer at smage bedre..

Måske var det fordi, jeg havde spist rigeligt kage på job i forvejen.
Måske var det fordi, jeg havde travlt og ikke rigtigt kunne nyde kokoskagen.
Måske var det fordi, jeg var lidt nervøs for det arrangement, jeg skulle til bagefter.
Eller måske var denne kage blot for meget efter min 14 dages kagefri periode???
I hvert fald havde jeg svært ved at spise det hele (men det var ligeså meget fordi, jeg havde travlt og ikke kunne nå det) og havde kvalme bagefter.
DET ER EN SKØN KAGE OG JEG VIL NYDE DEN OG KUNNE LIDE DEN! Ih altså.
Den kan i øvrigt købes på Taste på Store Kongensgade til den nette pris af 36 kr…

Første svære challenge klaret!

Det er meget tilfredsstillende at vide, at jeg kan gå 14 dage uden at spise slik, chips, is, kage, kiks og bagerkage. At selvom jeg tænkte meget på det og havde lyst til det især i weekender, så kunne jeg godt lade det være ved tanken.  Jeg er stolt! 😀

Minus: Min hud gakkede lidt ud
Plus: Min sukkertrang blev seriøst mindre efterhånden som tiden gik. Den blev ikke væk, men den blev mindre.

Min plan er at “fejre” det i dag med Summerbird mandler, som jeg ved ligger og venter på mig på mit arbejde og så ellers holde det til weekenden (fre-lør eller lør-søn). Altså holde det til weekenden fremover. Kunne også godt tænke mig at skære ned for skod-slikket og have mere fokus på kvalitetssnask og kage i stedet. Men det er stadig lidt ukonkret..

Hej hej.

Træning de sidste 2 uger

De sidste 2 uger har jeg trænet 4 gange om ugen. Det er jeg meget godt tilfreds med. Det er stadig ikke-cardio, men det har alligevel været superrart at komme afsted og blive strukket ud, styrket, udfordret og desuden mærke dynamikken, der er på et hold.

I alt er det blevet til 6 x mobilitet i Crossfit Copenhagen og 2 x yoga i Københavns Yoga – med 6 forskellige undervisere. Så jeg synes jeg både har været afsted jævnligt, men også fået mødt forskellige undervisere og deres forskellige tilgange til træning.

Jeg kan mærke og se fysisk fremgang og udvikling, hvilket selvfølgelig er meget tilfredsstillende, men jeg kan mærke jeg har et stigende behov for også at få den ro, der er i yoga. Den psykiske del. Selvaccepten, det at kunne være i nu’et samt komme helt ned i gear. Det er ikke fordi, jeg stresser rundt til hverdag. Faktisk synes jeg, at jeg er blevet forholdsvis god til ikke at lave for mange aftaler, at have rigeligt med hjemme-aftener (og hjemme-weekender) og tage den med ro.
Men arbejde kan f.eks. fylde lidt for meget i fritiden plus der er nogle andre – body-sds relaterede – ting, der med fordel kunne styrkes og forbedres.

Jeg vil rigtigt gerne starte i et yogacenter, men ved endnu ikke helt, hvilket et det skal være. Københavns Yoga eller Yogacentralen kunne være bud. Dertil kommer den økonomiske side af sagen, idet jeg bestemt ikke har råd til både at være medlem af Crossfit Copenhagen OG et yogacenter.. hmm.

Hvad gør I for at forebygge stress og få ro på?

Formiddagsmobilitet med Nanna i Kirken

Da jeg havde ferie, kunne jeg for engangs skyld prøve et af formiddagsholdene, denne gang i Kirken med Nanna Kaad som underviser.

Måtte gå ud af denne øvelse, da mit højre knæ var noget gnaven.

Det var som altid hårdt, men godt og jeg er stadig ked af, at jeg ikke kan træne fast hos hende torsdage. Som yderligere nedtursbonus, så sagde hun i dag, at hun havde vikar på alle mandage i december, hvor jeg ellers ville kunne fange hende .. øh.. 1 gang. Nåh, men så ses vi nok bare i januar til mobilitet. Øvøv.

Mobilitet med Nina i Centralen

Da Nannas mobilitetstimer i Trykkeriet om torsdagen akut er blevet fjernet, så var jeg nødt til at se mig om efter andre mobilitetshold. Heldigvis er der også mobilitet i Centralen, Vesterbro om torsdagen, så det afprøvede jeg i dag.

Ninas time var hård og udfordrende – lige noget for mig. Hehe. Men hvis man er ny i mobilitet, så var det forholdsvis avancerede øvelser, hun fremviste – nogle kunne måske kløjs lidt i det uden nøje instruktion i, hvordan man kom ind og ud af stillingerne og hvad der var vigtigst i hver stilling. Ikke at hun ikke instruerede eller var rundt og rette – for det gjorde hun – men hun kunne med fordel gøre det endnu mere efter min mening. Eller vise skalerede versioner.

Bonus: Jeg kan komme noget længere ned i spagat, end jeg troede. Til gengæld er mit højre knæ ikke så vild med den stilling. Højre knæ er i det hele taget lidt spasseragtig ved visse øvelser for tiden.

Bonus 2: Nina Blöndal kan også fanges her og her, hvor fri yoga kun koster 399 kr pr. måned. Helt klart noget, jeg skal undersøge nærmere!

10 dage uden slik/chips/kage er nået

Et dejligt rundt tal. Og så er der kun 4 dage tilbage. Det kan jeg godt. Mest fordi jeg ikke har nogen penge at købe snask for. Det er klart, at jeg ikke tænker på de økologiske bolsjer, jeg har liggende på en stol. Eller det lakridskonfekt, der ligger i en skuffe. Det er meget meget klart.

Jeg synes det er meget rart at vide, at godt kan lade være i en periode, hvis det skal være. Men jeg savner det stadig.
Dertil kommer at min hud er i gang med en større udrensning…! Det skal dog ikke være en undskyldning for ikke at afprøve 14 dage uden slik/chips/kage. Bare rart at vide på forhånd 🙂

Københavns Yoga # 3

Det blev til et intimt hold med kun 5 mennesker og en blidt guidende Birgitte Gorm Hansen, der tog os igennem 1,5 times dynamisk yoga.

Der var fuld opmærksomhed på åndedrættet, der skulle flyde naturligt og ikke presses eller prustes ud. Dette voldte mig lidt problemer, idet jeg af body-sds behandleren har fået at vide, at jeg til daglig trækker vejret for kort og for hurtigt. Så hvis jeg skulle trække vejret naturligt (som jeg plejer) til yoga, så ville det være jeg ikke være i bevægelserne særligt længe af gangen. Desuden har jeg en idé om, at jeg bør trække åndedrættet længere end jeg umiddelbart “føler for”. Dette baksede jeg lidt med gennem hele timen.

Derudover var der fokus på at skabe længde. Længde på benene, længde på rygradden.

Sidst, men ikke mindst skulle man hele tiden holde øje med, om noget gjorde ondt. Om noget spændte på den forkerte måde. Hvordan kroppen havde det. Det skulle ikke gøre ondt. Det gjaldt ikke om at strække mest, nå længst, gå dybest og presse sig selv hele tiden, hvilket var en modsætning til f.eks. bikram yoga. Her var der ro. Det var rigtigt rart bare at have fokus på sig selv og ikke et øjeblik skæve over til sidemanden for at se, hvordan vedkommende gjorde det.

På Københavns Yogas side står der bl.a. om Birgitte:
Hendes undervisning er viet til at lære dig at handle på det du selv kan mærke frem for at lade dig koste rundt af dogmatiske leveregler, påduttede kropsidealer og ydre autoriteter.”

Dette er noget, jeg tror jeg kan bruge i min rejse mod at mærke min krop og mærke (og acceptere) mine følelser, som jeg er på via body-sds behandlinger.

Enetime med Nanna

Der er sjældent fyldt helt op på Nannas eftermiddagsmobilitetshold mandage eller torsdage. Men jeg har dog aldrig prøvet at være kun mig på holdet!

Det skulle dog udnyttes, så jeg fik max opmærksomhed og blev korrigeret og justeret på tiltrængte områder og øvelser og presset så meget, at jeg fik sved på panden. En af øvelserne jeg skulle lave var kamelen.

Sådan bør den se ud med lodrette ben og hofter og brystet højt:

Sådan havde jeg tendens til:

Jeg havde undgået kamelen i over et halvt år pga. ryggen og jeg kunne mærke, at jeg især mentalt var lidt bange for den. Det er en voldsom bagoverbøjning, men med den rette teknik og guidning (og hvis man er smidig nok i ryggen selvfølgelig) kan det lade sig gøre. Jeg kunne dog mærke, at jeg ikke var helt klar til den endnu. Jeg prøvede, men som med andre øvelser hvor jeg skal bevæge mig bagud og hvor hovedet kommer ned af, så blokerer jeg mentalt og bliver stresset af, at jeg ikke ved, hvor jeg er i rummet. Min rumfornemmelse forsvinder og dermed min kontrol over min krop i rummet (det ville min body-sds behandler sikkert få meget spændende ud af..! :-).

Dagens kedelige nyhed:
Nanna fortalte, at hendes timer om torsdagen – hvor jeg går fast – er fjernet fra dags dato pga for få på holdene. Det er jeg virkelig ked af, da hun er den eneste faste (ok, jeg mangler stadig at prøve Nina i Centralen) mobilitetstræner der får presset mig og får mig til at yde mit bedste og hvor jeg kan mærke, jeg udvikler mig. Jeg forstår godt at det er ulogisk at fortsætte, hvis der er så få folk. Som sådan. Jeg håber bare, at hun får nogle bedre tider, hvor der kommer flere folk. Aftentimer eller weekendtimer ville klart være optimalt.